28-årige Søren Caspersen er revisortrainee i Taastrup og i bridgelandsholdets bruttotrup.

Det var Sørens bridgenetværk, der fik ham til at afsøge mulighederne for en karriere inden for revision og rådgivning hos RSM. Efter to år på erhvervsakademiet som Financial Controller lå det lige til højrebenet at begynde som revisortrainee i RSM i Taastrup.

Han har altid vidst, at han på en eller anden måde skulle arbejde med økonomi, og i RSM er der plads til at forfølge en karriere inden for revision, mens han udlever sine bridgedrømme som del af landsholdets bruttotrup.

Vi arbejder meget med frihed under ansvar, hvilket betyder, at jeg har tid og mulighed for at forfølge min hobby ved siden af arbejdet. Samtidig er det rigtig fedt at arbejde med SMV-segmentet, da jeg har mulighed for at være en del af regnskabsprocessen fra start til slut. Det giver en god forståelse og er med til at udvikle én i en rivende fart, fortæller han.

 

RSM forstår Sørens ambitioner

Det har stor betydning for Søren, at RSM forstår hans passion og ambitioner i såvel privatlivet som på kontoret. Han mærker en stor opbakning blandt både kollegaer og ledere.

Mine kollegaer og ledere er støttende og virker til at synes, det er fedt, at jeg går så meget op i et kortspil, som de færreste kender. Mine ledere har været rigtig gode til at acceptere mine bridgeture, og som de siger: Så længe du overholder dine deadlines, har jeg intet problem med det.

Søren har løbende været i dialog med sine ledere om, hvilke ambitioner han gerne vil forfølge.

De forsøger at gøre alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at opfylde mine mål. Generelt er der bare en støttende attitude omkring mine professionelle og private ambitioner og kombinationen af dem.


Drømmer om landsholdet

Det kræver i den grad noget planlægning og en velvillighed fra sine ledere, hvis det hele skal gå op med traineestilling, HD2, bridge og et privatliv. Men når drømmene er store nok, føles det ikke som et surt æble at bide i for Søren.

Kærligheden til kortspillet blev etableret, da han var 13 år og blev introduceret til spillet, fordi hans far spillede på landsholdet. Han blev for alvor bidt af bridge tre år senere.

Det skete, fordi der var et generationsskifte på U21-landsholdet, hvor jeg dermed blev udtaget for første gang. Nok mere eller mindre siden den udtagelse, har jeg haft drømmen om at blive bedre end min far og spille på det åbne landshold med ham. Den dag i dag spiller jeg i den øverste division i Danmark med ham, og vi er i bruttotruppen til landsholdet. Jeg må dog indrømme, at han stadig tager en tand flere stik end mig, siger Søren med et smil.