Christina Smærup Hove, 38, er statsautoriseret revisor og partner hos RSM, og hendes rejse fra piccoline til partner er et klart bevis på, hvad der kan opnås med mod, nysgerrighed og viljen til at udvikle sig. I dag er hun ikke kun en drivkraft i RSM, men også en vigtig rollemodel for næste generation af talenter i branchen.
Christina begyndte sin rejse i revisionsbranchen som piccoline hos RSM i 2005. Allerede dengang var hun fast besluttet på at kombinere praktisk erfaring med sin uddannelse, og det førte hende videre gennem en HD og en kandidatgrad.
“Jeg vidste, at jeg skulle kombinere det med erfaring fra starten,” siger hun. Senere tog hun springet til den krævende SR-uddannelse. “Hvis jeg skulle gøre det, skulle det give mening for mig,” forklarer Christina. Hendes tilgang var at tage én eksamen ad gangen, og hun gennemførte SR-akademiet med det mindset. “Det var en form for dannelsesrejse, og en af de mest spændende oplevelser i mit liv.”
I dag er Christina partner hos RSM, og hendes hverdag er fyldt med ansvar og ledelse.
“Jeg brænder for at udvikle andre,” siger hun. “Det er for mig en vigtig del af mit arbejde at hjælpe andre med at se deres potentiale – især dem, der måske ikke selv ser det endnu.” Hun beskriver sin lederrolle som en mulighed for at skabe en kultur, hvor folk kan udvikle sig og trives. “Min ambition er at åbne døre for andre, så de kan nå deres mål, også selvom de måske ikke har set mulighederne endnu.
Christina er stærkt overbevist om, at god ledelse kræver diversitet.
“Jeg tror på, at kvinder bringer noget anderledes til ledelse. Ikke nødvendigvis bedre, men anderledes,” siger hun. “Det er den diversitet, der gør, at vi kan skabe de bedste resultater. Jeg har aldrig set det som et problem at være kvinde i en ledende rolle. Det handler om at udnytte den vinkel, man selv kommer med, og skabe værdi i fællesskab.”
Som underviser på RGD-akademiet får Christina ofte mulighed for at dele sine erfaringer med yngre generationer.
“Jeg bliver ofte kontaktet af unge kvinder, der gerne vil have vejledning, og det betyder meget for mig,” siger hun. “Jeg håber, jeg kan være med til at vise dem, at det er muligt at være både ambitiøs og tro mod sig selv, og stadig skabe en karriere, der hænger sammen.”
For Christina er arbejdet som revisor meget mere end tal og regnskaber. Det handler om de relationer, hun opbygger med kunderne.
“Jeg elsker alsidigheden i mit arbejde. Som revisor er du ikke kun talerør for økonomien, du er også sparringspartner for kunderne, og den rolle er virkelig givende,” fortæller Christina. “Man kommer tæt på kunderne – både som virksomheder og som mennesker. Det er det, der gør arbejdet spændende. Vi arbejder tæt sammen, og nogle gange kommer de personlige historier frem. Det er noget, jeg værdsætter.”
Christinas vigtigste råd til dem, der står overfor tvivl om fremtiden, er enkelt:
“Tag det én skridt ad gangen, og nogle gange en eksamen ad gangen. Dem er der mange af,” siger hun. “Det handler ikke om at bevise noget for andre, men om at finde en vej, der giver mening for dig. Det er vigtigt at kunne se mulighederne i stedet for at fokusere på begrænsningerne.”
Christinas rejse fra piccoline til partner er et inspirerende bevis på, hvad der er muligt, når man følger sine mål og brænder for det, man laver.
“Jeg er der, jeg gerne vil være, og jeg er fuldstændig pjattet med mit arbejde.”