Skatteministeren har den 19. december fremsat L 92, der ændrer ligningslovens § 5 H, stk. 2 over ikke samarbejdsvillige skattejurisdiktioner.

 

Ligningslovens § 5 H – de defensive foranstaltninger

Ligningslovens § 5 H omhandler de såkaldte defensive foranstaltninger (skattesanktioner) over for de lande, der er opført på EU’s sorte liste over skattelylande.

 

De defensive foranstaltninger er følgende:

  • Der er ikke fradrag for betalinger til interesseforbundne modtagere hjemmehørende i  skattelylande.
  • Der er heller ikke fradrag for betalinger til interesseforbundne modtagere i de tilfælde, hvor modtageren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et skattelyland, hvis modtageren ikke er betalingens retmæssige modtager, og betalingen videreføres til en modtager i et skattelyland.
  • Der skal indeholdes og betales en udbytteskat på 44 % ved udlodning af udbytte til hovedaktionæraktier, datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, når den retmæssige modtager af udbyttet er hjemmehørende i et skattelyland.

 

Ligningslovens § 5 H – hvilke lande?

Fra og med den 1. juli 2023 ser listen over skattelylande således ud:

  • Amerikansk Samoa
  • Anguilla 
  • Bahamas
  • Costa Rica
  • De Amerikanske Jomfruøer
  • De Britiske Jomfruøer
  • Fiji
  • Guam
  • Marshalløerne
  • Palau
  • Panama
  • Samoa
  • Trinidad og Tobago
  • Turks- og Caicosøerne 
  • Vanuatu.

 

Rusland indtræder på listen fra og med den 1. januar 2024.

 

Ifølge lovforslag L 92 udgår følgende lande fra og med den 1. februar 2024:

  • Costa Rica
  • De Britiske Jomfruøer
  • Marshalløerne

og følgende lande tilføjes til listen ligeledes fra og med den 1. februar 2024:

  • Antigua og Babuda
  • Belize
  • Seychellerne.

 

Udgivet af REVITAX