Fra handelskrige til cyberangreb og energiknaphed – den globale usikkerhed stiger, og virksomheder kan ikke længere ignorere de geopolitiske risici. Med eskalerende spændinger i Europa, Østasien og Arktis samt en potentiel handelskrig mellem USA og EU er stabilitet ikke længere en selvfølge. Derfor er behovet for robuste scenarieanalyser mere udtalt end nogensinde før.
Det globale trusselsbillede - en stigende udfordring
Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste opruster Rusland i et tempo, der kan gøre landet i stand til at føre en regional krig mod flere NATO-lande inden for to år og en storskalakrig i Europa inden for fem år, hvis NATO ikke matcher oprustningen. Samtidig intensiveres Ruslands aktiviteter i Arktis, hvor de søger kontrol over strategiske havområder.
Ud over de militære risici er en ny bølge af protektionisme på vej. Hvis Trumps varslede toldsatser på europæiske varer realiseres, kan det udløse en fuldskala handelskrig. EU kan svare igen med gengældelsestold, hvilket vil skabe øget økonomisk usikkerhed for virksomheder med eksportmarkeder i USA.
Den voksende trussel betyder, at virksomheder i stigende grad må inddrage geopolitik i deres strategiske beslutninger - særligt dem, der er afhængige af råstoffer, transport og energi fra ustabile regioner, eller hvis forretningsmodel er sårbar over for handelskonflikter mellem store økonomiske blokke som USA, EU og Kina.
Scenarieanalyser som risikostyringsværktøj
ESG (Environmental, Social, Governance) spiller en central rolle i virksomhedernes tilgang til risici – nogle gange uden at de selv er bevidste om det. Den nuværende sikkerhedspolitiske situation understreger behovet for en mere systematisk tilgang til scenarieanalyser, hvor både direkte påvirkninger og langsigtede, afledte effekter vurderes:
- Energisikkerhed bliver et centralt tema, da afhængighed af russisk gas og olie fortsat kan udgøre en risikofaktor. Geopolitisk ustabilitet kan forsinke den grønne omstilling i visse lande, mens det samtidig kan accelerere behovet for uafhængige og vedvarende energikilder.
- Geopolitiske spændinger kan begrænse adgangen til kritiske råmaterialer, såsom sjældne jordarter, litium og kobolt, der er afgørende for den grønne omstilling og produktion af batterier, vindmøller og solceller. Vandmangel og klimaforandringer kan forværre konkurrencen om naturressourcer, især i konfliktramte eller ustabile regioner.
- Geopolitiske konflikter kan skubbe regeringer til at ændre eller udskyde klima- og miljøreguleringer, eksempelvis ved at prioritere energisikkerhed over CO₂-reduktion. Omvendt kan virksomheder opleve nye miljøkrav fra regeringer, der ønsker at mindske deres afhængighed af fossile brændsler fra ustabile regioner.
- (Cyber)angreb mod kritisk infrastruktur og virksomheder kan føre til alvorlige forstyrrelser i samfundet. Spredning af misinformation og propaganda kan påvirke virksomheder direkte, eksempelvis ved at skade deres omdømme og derved skabe usikkerhed blandt kunder, investorer og medarbejdere.
- Leverandørkæder og arbejdsforhold påvirkes af potentielle handelsrestriktioner og sanktioner. Økonomisk usikkerhed kan skabe sociale spændinger, der påvirker både arbejdsmarkedet og forbrugeradfærd.
- Øget geopolitisk usikkerhed kan føre til mere udnyttelse af arbejdskraft i konfliktområder, herunder børnearbejde og tvangsarbejde. Dette medfører ligeledes øgede risici for ansatte, der arbejder i konfliktområder, herunder sikkerhedstrusler, begrænset adgang til sundhedspleje og risiko for tvangsrekruttering.
- Med stigende regulering er det afgørende, at virksomheder løbende tilpasser sig og sikrer overholdelse af sanktioner og lovgivning. Handelspolitikken bliver fortsat mere fragmenteret, hvilket betyder, at virksomheder skal navigere i en jungle af toldtariffer, sanktioner og eksportkontrolregler.
- Risikostyring og beredskabsplaner skal opdateres for at tage højde for mulige fremtidige konfliktscenarier. I ustabile regioner øges risikoen for korruption, bestikkelse og ulovlige betalinger. Virksomheder skal sikre, at de har robuste anti-korruptionspolitikker og kontrolforanstaltninger for at undgå lovbrud.
- Geopolitiske forhold kan påvirke adgangen til kapital, især hvis virksomheder handler i sanktionerede lande eller opererer i sektorer, der er politisk følsomme.
Reaktioner på den geopolitiske uro
Flere virksomheder er allerede begyndt at tage geopolitiske risici alvorligt. Eksempelvis har europæiske energiselskaber øget investeringerne i vedvarende energi for at reducere afhængigheden af russiske fossile brændstoffer. EU har lanceret en ambitiøs plan, der kræver investeringer på 584 milliarder euro i elnettet frem mod 2030 for at understøtte den grønne omstilling og sikre energiuafhængighed. Som en direkte konsekvens af situationen med Rusland har Danmark og flere andre EU-lande valgt at fremskynde overgangen til bæredygtige energikilder.
På samme måde har industrivirksomheder i stigende grad diversificeret deres forsyningskæder for at mindske sårbarheden over for handelsrestriktioner og geopolitiske spændinger. Siden 2019 er antallet af leverandører per virksomhed steget markant, og i 2022 havde 63% af virksomhederne mere end fem leverandører, hvilket næsten er en fordobling sammenlignet med 2019. Derudover er der sket en regionalisering af importen, særligt for halvfabrikata, hvor virksomheder i stigende grad vælger leverandører fra nærmarkeder i stedet for eksempelvis Kina.
Hvad kan vi gøre for at stå mere robust?
For at styrke ESG-tilgangen i lyset af det geopolitiske landskab anbefaler jeg at I går i gang med at:
Vurder politisk stabilitet, handelsvilkår og lovgivningsmæssige risici, før der investeres i nye markeder eller indgås partnerskaber. Screening af leverandører bør inkludere analyse af compliance, korruptionsrisiko og menneskerettigheder.
Kortlæg mulige geopolitiske eskalationer - fra cyberangreb til handelskrige og militære konflikter - og vurder deres potentielle påvirkning på forretningen.
Vær opmærksom på jeres cybersikkerhed og opbyg modstandsdygtighed mod hybride trusler som hacking, desinformation og digital sabotage.
Reducer afhængigheden af råvarer og kritisk infrastruktur fra ustabile regioner ved at udvide og regionalisere leverandørnetværket.
Overholdelse af sanktioner, handelsrestriktioner og international lovgivning er afgørende for at minimere juridiske og regulatoriske risici. Hold jer opdateret og tilpas forretningsprocesser i takt med nye krav.
Konklusion
Den geopolitiske usikkerhed har skabt en ny virkelighed for virksomheder, hvor stabilitet og forudsigelighed ikke længere kan tages for givet. Spændinger i Europa, Østasien og Arktis, risikoen for en handelskrig mellem USA og EU samt Ruslands oprustning understreger behovet for en systematisk tilgang til risikostyring.
ESG er derfor ikke kun et spørgsmål om bæredygtighed - det er blevet et afgørende redskab til at navigere i en stadig mere kompleks geopolitisk virkelighed. Virksomheder skal forstå, hvordan miljømæssige, sociale og governance-relaterede faktorer spiller ind i deres risikobillede. Adgang til energi og råmaterialer, arbejdsforhold i forsyningskæderne, compliance med sanktioner og beskyttelse mod cyberangreb er ikke længere perifere bekymringer - de er centrale forretningsmæssige prioriteter.
For at håndtere de voksende risici bør virksomheder integrere geopolitisk due diligence i deres strategiske beslutninger, opdatere scenarieanalyser, styrke cybersikkerheden, diversificere forsyningskæder og sikre compliance med lovgivning og sanktioner.
Geopolitiske risici kan ikke elimineres, men de kan håndteres. Virksomheder, der tager ESG-scenarieanalyser seriøst, vil ikke blot mindske deres eksponering over for kriser - de vil også være bedre positioneret til at udnytte nye muligheder i en globalt foranderlig verden.
At handle nu er ikke kun en forsikring mod risiko - det er en investering i fremtidig robusthed og konkurrenceevne.
I en verden præget af forandring er det vigtigere end nogensinde før, at virksomheder tager ejerskab- og kontrol over deres indvirkning af miljøet, de samfund, de opererer i, deres medarbejdere og forsyningskæder. Investorer, tilsynsmyndigheder, medier, kunder og andre interessenter kræver i stigende grad, at virksomheder ikke kun forstår deres indvirkning, men også arbejder fokuseret med den.
Har du brug for hjælp? Så ræk ud til os! Vi er her for at hjælpe dig med at skabe varig værdi gennem arbejdet med bæredygtighed i din virksomhed.